DMARC/DKIM

Sikker e-mailkommunikation: Hvorfor DMARC og DKIM er afgørende

I en digital tidsalder, hvor e-mail er en grundpille i professionel kommunikation, er det overraskende, hvor mange virksomheder der overser vigtigheden af sikker e-mail-opsætning. Med stigende cybertrusler er det afgørende at sikre, at dine e-mails ikke kun når frem til modtageren men også beskyttes mod misbrug.

Fra februar 2024 er Google og Yahoo begyndt at håndhæve DMARC og DKIM standarderne. Dette betyder, at e-mails, der ikke overholder disse sikkerhedsforanstaltninger, risikerer at blive forsinkede eller, værre endnu, markeret som spam. Det understreger behovet for at sikre, at din virksomheds e-mails er korrekt opsat, så du undgår at e-mails sendt til en @gmail.com adresse forsinkes eller markeres som spam.


DMARC (Domain-based Message Authentication, Reporting, and Conformance) og DKIM (DomainKeys Identified Mail) er tekniske standarder designet til at bekæmpe e-mail-svindel. De arbejder sammen for at verificere afsenderens identitet og sikre, at meddelelsen ikke er blevet ændret undervejs. Dette hjælper modtagernes e-mail systemer med at skelne legitime e-mails fra phishing-forsøg og spam.

Det kan lyde komplekst, men essensen er enkel: Ved at implementere DMARC og DKIM kan din virksomhed forbedre e-mail-sikkerheden markant. Disse indstillinger er ikke kun tekniske nødvendigheder; de er også i tråd med anbefalinger fra Digitaliseringsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed, som understreger vigtigheden af cybersikkerhed i virksomheder.

For at gøre det lettere for dig, kan du selv teste, om dit domæne overholder DMARC ved at besøge Centera Security’s domænetjekker. Det er et hurtigt og enkelt værktøj, der giver indsigt i om du har opsat DMARC.

Hvad koster det?

Implementeringen af DMARC og DKIM kræver ikke køb af software, abonnementer eller lignende. Omkostningerne afhænger af kompleksiteten af din eksisterende opsætning, antallet af domæner der benyttes til e-mail, og eventuel integration med tjenester som Shopify eller Freshdesk. Typisk bruges der 1,5 time som inkluderer løbende overvågning en måned.

Jamen har jeg ikke allerede sikker e-mail?

Tunnelmail, “Sikker mail” og andre løsninger til kommunikation med offentlige myndigheder er ikke det samme som ovenstående selv om det er to sider af samme sag. Mens DMARC og DKIM er teknologier rettet mod at autentificere afsenderen og sikre e-mailens integritet under overførsel, fokuserer de “sikker mail-løsninger” på at kryptere e-mailens indhold for at beskytte det mod at blive læst af uautoriserede parter og sikre at kun den virkelige modtager kan dekryptere og læse den.

Hvis du opdager, at din virksomheds e-mail-opsætning mangler disse afgørende indstillingerer er du naturligvis velkommen til at kontakte mig. Jeg tilbyder rådgivning og teknisk support til at implementere DMARC og DKIM som sikrer din kommunikation og beskytter din virksomheds digitale fodaftryk.

Det mere tekniske

Implementeringen indebærer tilpasning af DNS (Domain Name System) records, som fungerer som internettets telefonbog ved at dirigere e-mails til korrekte servere. Dette trin omfatter også oprettelse af nøglepar for DKIM, hvor en offentlig nøgle offentliggøres i DNS, mens en privat nøgle bruges af afsendelsesserveren til at signere e-mails. Dernæst gradvis stramning af politikker, mens man overvåger for uautoriseret brug af domænet.